Skip to main content
6. oktober 2022

Rekordmange piger kiggede indenfor i robotbranchen

Rekordmange piger i Odense deltog i den landsdækkende begivenhed ‘Girls’ Day in Science’. Knap 300 deltog da byens it- og robotvirksomheder inviterede indenfor.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA ODENSE KOMMUNE

Rekordmange piger i Odense deltog i går i den landsdækkende årlige begivenhed ‘Girls’ Day in Science’. Der var nemlig knap 300 odenseanske piger med, da byens it- og robotvirksomheder inviterede pigerne indenfor. Girls’ Day in Science sætter fokus på, at der er mange piger, der fravælger en naturvidenskabelig eller teknologisk retning i deres uddannelses- og karrierevalg. Derfor er dagen med til at fremme kønsligestilling i IT- og science-fagene og den teknologiske branche.

Programmering af robotter, oplæg fra kvindelige rollemodeller og rundvisningen i robotproduktionen. Det var nogle af ingredienserne i en noget anderledes skoledag for 15 elever fra Kroggårdsskolen, der som deltagere i Girls’ Day in Science i går var på virksomhedsbesøg hos en af Odenses robotvirksomheder, Mobile Industrial Robots (MiR).

Og begivenheden vokser sig fortsat større i byen. I år er der er flere folkeskoler end før, som har tilmeldt deres elever til begivenheden, og også flere virksomheder har i år ønsket at deltage ved at invitere Odenses piger indenfor. Det vidner om, at Girls’ Day in Science har bidt sig fast i Odense, og det skaber begejstring hos børn- og ungerådmand, Susanne Crawley Larsen, der også har fokus på debatten om ligestilling i verdens bedste robotby.

Den store opbakning fra byens virksomheder til Girls’ Day in Science giver piger mulighed for at møde kvindelige rollemodeller fra Odenses it-, robot- og teknologivirksomheder. Det, tror jeg, har betydning for vores ønske om at have en mangfoldig gruppe af unge, der interesserer sig for teknologi og naturvidenskab. Jeg håber også på, at det hos nogle af pigerne giver dem drømmen om en gang at starte deres egen virksomhed, siger Susanne Crawley Larsen.

Virksomhedens robotter er anderledes end skolens
To af de piger, der i går skiftede klasseværelset ud med transportrobotter og teknologi er Astrid Zinck og Lærke Thysen, som går i 9. klasse på Kroggårdsskolen. De og 13 klassekammerater besøgte MiR og Odense Tekniske Gymnasium.

Det har været en rigtig interessant dag, hvor jeg faktisk har været positivt overrasket over, hvor spændende og stor robotbranchen er. Jeg synes, at det har gjort en forskel, at vi piger får lov til at komme på besøg uden drengene, særligt fordi det jo handler om at få flere piger interesseret i teknologien, siger Astrid Zinck og Lærke Thysen.

Girls’ Day in Science. Foto: Odense Kommune

Og når man spørger pigerne om de har lært noget nyt på virksomhedsbesøget, så lyder svaret:

Ja, vi har faktisk lært rigtig meget nyt i dag. Det er spændende at arbejde med robotterne på den her måde, og det er noget helt andet end de robotter, vi selv har beskæftiget os med i skolen, så det er fedt at få mere indblik i.

Freja vil åbne pigernes øjne for teknologi
Der har været Girls’ Day in Science i Odense fem gange, og dette var fjerde gang for MiR. En af virksomhedens kvindelige rollemodeller, som pigerne fra Kroggårdsskolen kunne tale med, er Freja Hanmer. Hun arbejder med softwareudvikling af transportrobotterne.

Jeg synes, det vigtigste budskab er at introducere piger til den her verden og gøre dem klogere på, hvordan man kan arbejde med teknologi på mange forskellige måder. Da jeg gik i folkeskole, fik jeg desværre aldrig mulighed for at snuse til den her branche, så derfor kan jeg sagtens se vigtigheden i det. Og så er det også fedt for mig at kunne bidrage til, at nogle piger lærer mere om den teknologiske verden, siger Freja Hanmer.

Verdens bedste robotby i børnehøjde
Girls’ Day in Science er en årlig landsdækkende kampagnedag, hvor virksomheder, organisationer og uddannelsessteder over hele landet åbner dørene for flere tusinde piger fra grundskoler og gymnasier og inviterer indenfor til at arbejde med praktiske og virkelighedsnære aktiviteter indenfor STEM, som samlet betegner uddannelser i Science, Technology, Engineering og Math.

Det er Naturvidenskabernes Hus, som står bag begivenheden, der startede i 2012 og har haft Odense med siden 2018. Girls Day in Science har bidt sig fast i byen og er en af de mange begivenheder, der er en udløber af strategien ‘Verdens bedste robotby – strategi for dannelse og uddannelse i børnehøjde’, som Odense Byråd vedtog i 2019.

FLERE NYHEDER