Skip to main content
5. december 2023

Rørbækparken får en af landets første mikroskove – 86 elever deltager i plantningen

På torsdag den 7. december bliver et 100 m2 offentligt tilgængeligt areal nær Odense Tekniske Gymnasium omdannet til et dynamisk undervisningsmiljø, når elever fra Odense Friskole og Odense Tekniske Gymnasium nedsætter et bredt sortiment af planter, fra små buske til robuste egetræer.

Af: Sunset Boulevard | Foto: Ritzau
PRESSEMEDDELELSE

Borgerne i Odense kommer snart til at opleve frugterne af et nyt partnerskab mellem Sunset Boulevard og netværksorganisationen Omstilling Nu, som fokuserer på at skabe mikroskove i bymiljøer. På torsdag vil omkring 44 elever fra Odense Friskoles 2. klasser og 42 elever fra 1. årgang på Odense Tekniske Gymnasium deltage i plantningen af over 300 forskellige planter og 270 træer på 100 m2 på skolens område, et projekt der spænder fra små buske til vilde æbletræer og egetræer.

Dagen byder ikke kun på plantning, men også på en række andre lærerige aktiviteter, herunder en workshop, opbygning af et kvashegn og udarbejdelse af hilsner fra eleverne, der skal nedgraves sammen med planterne i skoven.

Naturvidenskab rykker udendørs  

Sunset Boulevard, landets største danskejede fastfoodkæde, har siden oktober 2020 taget flere skridt mod at sikre mere natur til de kommende generationer. I stedet for at udlevere legetøj i børnemenuerne besluttede kæden allerede dengang at forpligte sig til at plante træer i danske folkeskove, hvilket indtil nu har resulteret i plantningen af 368.201 træer. For nyligt har Sunset Boulevard udvidet engagementet med et partnerskab med Omstilling Nu om at etablere mikroskove i byområder med Rørbækparken som et af de første.

Vores mål med mikroskovene er at skabe meningsfulde naturoplevelser for børn og voksne. Gennem initiativet får eleverne mulighed for at deltage i plantningen og se naturen vokse. Ideen er at give dem en sjov og hands-on læringsoplevelse og samtidigt berige lokale områder med mikroskove, som er offentligt tilgængelige. Vi ser det som en langt mere værdifuld investering i fremtiden end at uddele legetøj med relativt kort levetid med børnemenuerne, siger Jens Broch, administrerende direktør for Sunset Boulevard.

Odense med i front 

Målet med plantningsaktiviteten på skolen er at styrke elevernes naturforståelse og engagement i naturen.

Mikroskove er et relativt nyt koncept herhjemme, men de rummer fantastiske muligheder. De kan skabe små økosystemer på arealer helt ned til 16 kvadratmeter. Vores vision er at fremme en dybere forståelse og værdsættelse af naturen og dens bevarelse. Det er en fornøjelse at være en del af projektet med Odense Friskole og Odense Tekniske Gymnasium, som bliver et af de første i Danmark til at vise, hvordan mikroskove kan gøre en forskel, siger Benjamin Bosman Eg, projektleder for 2030Skov hos Omstilling Nu.

Mere om mikroskov 

Mikroskove er nyt i Danmark, mens konceptet allerede har vundet popularitet andre steder som fx i Sydeuropa og Holland. Den første Mikroskov herhjemme blev plantet i december 2021 i Kolding, og der findes kun få mikroskove i Danmark indtil videre.

Begrebet dækker over små skove, som plantes efter den japanske metode Miyawaki på områder helt ned til 16 m2, og som passer og udvikler sig selv efter de første 1-2 leveår. Inspirationen hentes i naturen. Skovene består af mindst 25 plantearter, og planterne sættes, når de er relativt høje. Du kan læse mere her https://www.omstilling.nu/miyawakiskovedk