Ejendommen, der tidligere husede Fyns Telefon, er siden 2016 blevet udviklet og transformeret af Ejendomsselskabet Østerbro 3-7 P/S til et moderne fællesdomicil med respekt for bygningens historie og industrielle karakter.
I dag fremstår ejendommen som et totalrenoveret og markant erhvervsmiljø i moderne hightech stil, hvor arkitektur, funktionalitet og fremtidssikrede løsninger skaber en ramme, der matcher virksomhedernes innovative brands og ambitioner.
Lejemålet omfatter samlet 1.312 m² fordelt på kontor, showroom og lager med egen portadgang. Lokalerne bliver nu specialindrettet til Spaceline, som udvikler satellitter til overvågning af større områder og opererer i krydsfeltet mellem rumteknologi, sikkerhed og forsvarsrelaterede løsninger.
Vi er i en fase, hvor vi vokser hurtigt, og derfor har vi brug for nye rammer, der både kan understøtte vores udvikling og imødekomme de ret unikke krav, vi har til sikkerhed, funktionalitet og effektivitet i hverdagen. Udlejer greb vores behov og forslag lynhurtigt, og efter en meget løsningsorienteret og kreativ proces sammen med eksterne eksperter havde vi hurtigt et stærkt forslag klar og underskrevet, som nu er under udvikling. Vi glæder os meget til at flytte ind – og ikke mindst til at kunne tilbyde vores kollegaer nogle fantastiske rammer for det arbejde, vi sammen skal løfte i de kommende år, udtaler Nicolai Iversen, CEO, Spaceline.
Det rette match
Spacelines’ flytning til større og mere præsentable rammer skal understøtte deres fortsatte udvikling, rekruttering og skalering.
Denne udlejning er et stærkt eksempel på værdien af det rette match mellem udlejer, lejer og ejendom. Østerbro 5 tilbyder et moderne og karakterfuldt erhvervsmiljø med en stærk identitet, og i dialogen med Spaceline stod det hurtigt klart, at rammerne matchede virksomhedens ambitioner og næste vækstfase perfekt, udtaler Martin Fuhlendorff, Director hos Colliers Fyn.
Ejendommen rummer blandt andet fælles kantine med produktionskøkken, nyt fitnesscenter samt et kommende mikrobryggeri til glæde for ejendommens brugere – faciliteter, der understøtter ambitionen om at skabe et attraktivt og moderne arbejdsmiljø i hjertet af Odense.
