Det, de fleste kender som affald, er i virkeligheden materialer, der bare venter på at blive genanvendt i nye produkter. Det kan være svært at forestille sig, derfor åbner vi nu op for rundvisninger, så danskerne kan opleve den grønne omstilling på nærmeste hold, siger Nina Nagskov Jørgensen, politisk chefkonsulent i ARI - Affalds- og Ressourceindustrien, som er den samlende aktør for affaldssorterings-virksomheder i Danmark. Hun fortsætter: i Danmark forbruger vi ressourcer, som havde vi fire jordkloder til rådighed. Derfor er det afgørende for vores miljø og klima, at vi får maksimalt ud af de ressourcer, vi allerede har i brug, tilføjer hun.
Fuldt fokus på affald
Der er fuldt fokus på affald i uge 16. Rundvisningerne hos danske affaldssorteringsvirksomheder finder nemlig sted under den årligt tilbagevendende affaldsindsamling, som Danmarks Naturfredningsforening står bag. I Odense er det muligt at få en guidet rundvisning hos HJHansen Recycling Group torsdag den 16. april kl. 13 og fredag d. 17. april kl. 10. Adresse: Havnegade 110, 5000 Odense C. Tilmelding er efter princippet først til mølle og sker via denne tilmeldingsformular. Rundvisningerne varer ca. 45 min. i alt og er interessant for større børn og voksne. Affaldssorteringsvirksomheder med guidede rundvisninger i uge 16:- Verdis, Aalborg
- Remondis, Ishøj syd for København
- HJHansen Recycling Group, Odense
- Meldgaard, Kolding
- Stena Recycling, Tilst
- ReSource Denmark, Esbjerg
