
Dele fra cykler, biler, brugte havestole og meget andet suser forbi på et bånd, mens robotter med lynets hast scanner og sorterer. Nogenlunde sådan ser det ud bag facaden på et affaldssorteringsanlæg, takket være borgernes forarbejde med sorteringen i hjemmet.
Danskerne sorterer i dag affald i ti forskellige kategorier derhjemme. Alligevel ved de færreste, hvad der sker med affaldet, når skraldebilen har hentet det. Derfor inviterer seks affaldsvirksomheder nu alle interesserede borgere på rundvisning (tilmelding er nødvendig.)
Målet er at gøre det tydeligere for borgere, familier, skoleklasser osv., at der gemmer sig værdifulde ressourcer i vores affald, når vi formår at sortere korrekt. Samtidig er det også en mulighed for at komme helt tæt på den avancerede teknologi, der spiller en afgørende rolle i Danmarks grønne omstilling.
Det, de fleste kender som affald, er i virkeligheden materialer, der bare venter på at blive genanvendt i nye produkter. Det kan være svært at forestille sig, derfor åbner vi nu op for rundvisninger, så danskerne kan opleve den grønne omstilling på nærmeste hold, siger Nina Nagskov Jørgensen, politisk chefkonsulent i ARI – Affalds- og Ressourceindustrien, som er den samlende aktør for affaldssorterings-virksomheder i Danmark. Hun fortsætter:
i Danmark forbruger vi ressourcer, som havde vi fire jordkloder til rådighed. Derfor er det afgørende for vores miljø og klima, at vi får maksimalt ud af de ressourcer, vi allerede har i brug, tilføjer hun.
Fuldt fokus på affald
Der er fuldt fokus på affald i uge 16. Rundvisningerne hos danske affaldssorteringsvirksomheder finder nemlig sted under den årligt tilbagevendende affaldsindsamling, som Danmarks Naturfredningsforening står bag.
I Odense er det muligt at få en guidet rundvisning hos HJHansen Recycling Group torsdag den 16. april kl. 13 og fredag d. 17. april kl. 10. Adresse: Havnegade 110, 5000 Odense C.
Tilmelding er efter princippet først til mølle og sker via denne tilmeldingsformular. Rundvisningerne varer ca. 45 min. i alt og er interessant for større børn og voksne.
Affaldssorteringsvirksomheder med guidede rundvisninger i uge 16:
- Verdis, Aalborg
- Remondis, Ishøj syd for København
- HJHansen Recycling Group, Odense
- Meldgaard, Kolding
- Stena Recycling, Tilst
- ReSource Denmark, Esbjerg
Fakta:
Om HJHansen Recycling Group
HJHansen Recycling Group omdanner jern- og metalskrot til værdifulde råstoffer. Deres mål er at reducere affald, minimere energiforbrug og beskytte miljøet ved at give ressourcer nyt liv. Med mere end 250 engagerede medarbejdere er HJHansen Recycling Group drevet af værdier som troværdighed, ordentlighed og høj kvalitet. Virksomheden udvikler løbende innovative og teknologiske løsninger til genanvendelse.