
PRESSEMEDDELELSE FRA LIFE FONDEN
LIFE Fonden har i denne uge for første gang afholdt sit gratis ferietilbud LIFE Sommer Lab i Odense. Her eksperimentererede lokale børn i 4.-5. klassealderen med sjove science-aktiviteter. LIFE Sommer Lab afholdes igen i uge 31, hvor der stadig er ledige pladser for friske og nysgerrige børn.
LIFE Sommer Lab er et gratis tilbud til børn, der gerne vil prøve at lave eksperimenter og lære om naturvidenskab på en sjov måde. Over to dage har børnene undersøgt forskellige flyvende konstruktioner sammen med naturfagsundervisere fra LIFE Fonden. Der blev udviklet både papirsflyvere og raketter, ligesom der blev eksperimenteret med Virtual Reality.
Med LIFE Sommer Lab ønsker LIFE Fonden at tilbyde et sjovt og lærerigt feriealternativ, hvor børn får sjove oplevelser med naturvidenskab og teknologi, mens deres forældre er på arbejde.
Der afholdes LIFE Sommer Lab igen i uge 31 for børn, der skal begynde i 4. eller 5. klasse efter sommerferien. Tilmelding skal ske af barnets forældre her.
LIFE Sommer Lab foregår ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense, hvor LIFE Fonden også er ved at etablere et undervisningslaboratorium for skoleelever og studerende på UCL.
Om LIFE Fonden
LIFE Fonden er en erhvervsdrivende fond med almennyttigt sigte, der har til formål at højne den naturvidenskabelige dannelse, uddannelse og forskning samt styrke danske børn og unges motivation og interesse for naturvidenskab. LIFE Fonden er støttet af Novo Nordisk Fonden.
LIFE Fonden tilbyder naturfaglige undervisningsforløb til grundskoler og ungdomsuddannelser i hele Danmark. I LIFE Forløb arbejder eleverne praktisk og eksperimentelt med virkelighedsnære problemstillinger. LIFE Forløb er gratis at anvende og uddeles som bevillinger fra LIFE Fonden.
LIFE står for Læring, Idéer, Fascination og Eksperimenter. Læs mere på www.LIFE.dk
Pressefotos fra LIFE Fonden