Skip to main content
16. juli 2024

Skal du feste med Kato og Tessa til årets Generator Festival? Nu er lokationen fundet

Traditionen tro inviterer Generator Festival igen i år nye og nuværende studerende til studiestartsfestival i september. Nu kan festivalen løfte sløret for, hvor gadefesten skal afholdes.

Af: Viktor Bork | Foto: Unsplash

D. 6. og 7. september inviterer studiestartsfestivalen, Generator Festival, til to dage fyldt med musik og øl, hvor prominente navne som Kato, Tessa og Faustix m.fl. lægger vejen forbi.

Men mens datoen og artisterne har været på plads længe, er det først nu, at festivalen har løftet sløret for, hvor gadefestivalen skal afholdes.

Tidligere har festivalen været afviklet midt i gågaden i Odense, men sidste år lagde VIVA-grunden ved Byens Bro på Østre Stationsvej adresse til for første gang – og i år gentages succesen, da Generator igen indtager VIVA-grunden.

Dermed kan de studerende se frem til to dage fyldt med musik og kolde øl på en festivalplads, der ligger centralt placeret tæt på tog og letbane.