25. april 2025

|

Pressemeddelelse

Skoler i Odense sætter trivsel på skoleskemaet

Med forløbet Hej Trivsel skal elever på skoler i Odense og omegn blive bedre rustet til at håndtere livets udfordringer og tage vare på sig selv og hinanden.

Skoler i Odense sætter trivsel på skoleskemaet
Af: Aleris | Foto: Sandra Quist

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Trivslen blandt unge er under pres. Den Nationale Sundhedsprofil 2023 viser, at mistrivsel blandt unge i aldersgruppen 16-24 år er steget markant de seneste år, mens tal fra Børns vilkår viser, at i 8. klasse oplever hver tredje pige og hver ottende dreng lav livstilfredshed.
Sig Hej Trivsel
Med undervisningsforløbet Hej Trivsel klæder Aleris Danmark elever i 8. klasse på til at forstå sig selv bedre, sætte ord på det, de oplever, og finde måder at håndtere livets op- og nedture. I maj starter tiltaget op på skoler i Odense og omegn. I alt 10 klasser fra hhv. Tingagerskolen, Dalumskolen, Munkebjergskolen, Hjalleseskolen og Marie Jørgensens Skole skal arbejde med et anderledes danskforløb, hvor mental sundhed og danskfaglighed går hånd i hånd. Forløbet strækker sig over to uger og er integreret i dansktimerne. Eleverne arbejder med tekster, øvelser og videoer, der skal hjælpe dem med at reflektere over vigtige emner som perfektionisme, identitet, tempo og pauser, begrænsninger og muligheder og overgange i livet. Samtidig får lærerne en workshop, der giver didaktiske redskaber til at styrke klassens fællesskab samt elevernes individuelle trivsel og læring. Projektet er blevet til i et samarbejde mellem psykologer fra Aleris Danmark og læringseksperter fra Skoleglæde.nu.
Vi ser det som en vigtig samfundsopgave at bidrage til, at børn og unge får bedre forudsætninger for at trives – både i skolen og i livet udenfor. Med mere end 150 psykologer og psykiatere i Aleris PP giver det god mening, at vi bringer vores faglighed i spil i forebyggende indsatser målrettet unge, siger Michael Gram Kirkegaard, administrerende direktør i Aleris Danmark.
Kick-off med en trivselsdag
Forløbet starter med en trivselsdag, hvor klasserne først spiller Trivselsspillet – et aktivt brætspil med fællesskab, dilemmaer og gode snakke – og bagefter skal de ud at bokse, danse og løse opgaver sammen i en aktiv og energifyldt session. Dagen bliver styret af psykologer fra Aleris PP og undervisere fra Skoleglæde.nu og giver eleverne en fælles oplevelse, de kan bygge videre på i danskundervisningen de næste par uger.
Mange unge mistrives – vi skal vende udviklingen
Tendenser som individualisering, et digitaliseret ungdomsliv og en tilværelse i højt tempo er alle med til at øge presset og medvirke til, at flere unge kæmper med stress, angst og præstationspres og en følelse af ikke at slå til – både fagligt og socialt. Mistrivsel i ungdomsårene kan påvirke læring, fællesskaber og troen på egne muligheder – og i værste fald sætte spor langt ind i voksenlivet.
Vi engagerer os i unge, fordi de er fremtiden. Det er både meningsfuldt og nødvendigt, siger Michael Gram Kirkegaard, administrerende direktør i Aleris Danmark.
“Jeg håber, vi får glade elever, der får lyst til at lære mere”
På Tingagerskolen i Ringe ser dansklærer Julie Pape Olsson frem til at komme i gang:
Jeg synes det er vigtigt at arbejde med trivsel i udskolingen af mange forskellige årsager. Én af dem er naturligvis, at eleverne lærer bedre, hvis de trives - både individuelt og sammen. At kunne koble dansk og trivsel på denne måde er virkelig spændende.
Kilder: Trivselskommissionens afrapportering, 2025, Den Nationale Sundhedsprofil: Midtvejsundersøgelsen 2023, ’Børn og unge kæmper for at passe ind’, Børns Vilkår og NordeaFonden

Galleri

Event Information