10. oktober 2025

|

Pressemeddelelse

Skovgaard & Larn er tilbage på Filosofgangen med kæmpemaleri og gigant-grafik

Under titlen ” Gud er Stor!” viser kunstnerduoen et nyt overraskende samarbejde med værker, der er intet mindre end 5 x 5 meter.

Skovgaard & Larn er tilbage på Filosofgangen med kæmpemaleri og gigant-grafik
Af: Esben Skovgaard, Knud Larn | Foto: Esben Skovgaard, Knud Larn

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Lige siden Himmelske Dage i København 2016 hvor Esbern Skovgaard og Knud Larn udstillede epitafier og kunstnerisk reflekterede over døden, mandigheden og forgængelighedens desperation, over de fabulerende og publikumsroste Trifolium I og II i København de sidste 2 år, har de to regelmæssigt mødtes og udvekslet kunstneriske praksisser og filosofier. Og hver gang er der kommet meget anderledes og imponerende udstillinger ud af det. Undervejs er dette nyeste samarbejde opstået.
Gud er stor
Jeg spurgte dem, Gud er stor – det er vel dét som muslimerne siger hele tiden?
Det er jo en del af en bøn, og ja det er i folkemunde blevet meget synonymt med islam. Men det er faktisk også en stor del af den kristne tradition og siges i vores kirkerum, svarer Knud Larn og fortsætter: Nu er Esbern og jeg jo ikke bibelillustratorer eller på den måde propagandistiske, men forholdet mellem Gud og os, menneske og natur, ånd og virkelighed, er en integreret del af vores værker. Så det var på sin plads, når nu vi skaber noget meget stort at bruge slagordet fra liturgien og den kristne tradition. Tage det lidt tilbage, kunne man sige.
Men hvorfor skal det være så stort?, spørger jeg, de fleste der udstiller her (på Filosofgangen) er jo tilfredse med – skal vi sige – mere almindelige størrelse værker? Og de er måske også lidt mere salgbare end 5 x 5 meter? Knud Larn ler højt:
Ja salgbart er det vel ikke just! Well, jeg er netop blevet 60 år, har malet intensivt i 40 år og ledte efter et projekt til at markere dette – mest overfor mig selv, en slags eksamen. Hvor er jeg nået til? Og så stod vi pludselig der i Filosofgangen og kiggede på Høje Sal, og ud af en indskydelse spurgte jeg den daglig leder om der nogensinde havde været nogen som brugte den fantastiske højde i rummet, og svaret var "næh, det har vi nu aldrig haft". Esbern og jeg kiggede på hinanden, så glimtet i hinandens øjne, og sagde i kor: ”Det MÅ vi da bare prøve!”, fortæller Knud Larn smilende.
De to billedkunstnere er begge figurative med ret konstante figurationer eller elementer. Odenseanske Skovgaard med sine kranier, fjer og skildpadder og københavnske Larn med sine små figurer i store landskaber i evindeligt tusmørke, engle, snoretræk, kirkebygninger, flyvende både, på de farvestrålende baggrunde.
Oplev værkerne 
Udstillingen på Filosoffen, Filosofgangen 30, 5000 Odense C, åbner med festlig fernisering, tirsdag 21. oktober 2025 kl. 17-19, hvor begge kunstnere er til stede. Der er åbent tirsdag til søndag, kl. 11-17, til og med søndag den 2. november 2025.

Galleri

Event Information