
På tinderbox.dk kan man nu udforske hele musikprogrammet inklusive spilletider for festivalens fem scener, Panorama, Plaza, Pavilion, Magicbox og Groovebox.
Torsdag den 25. juni
Torsdag den 25. juni begynder med et brag, når Artigeardit skyder Tinderbox 2026 i gang med en folkefest på hovedscenen Panorama. Gæster med torsdagsarmbånd får en travl dag i pendulfart mellem de to største scener, hvor publikumsfavoritter som TV-2, Jonah Blacksmith, The Offspring, Pitbull, APHACA og Rasmus Seebach spiller på skift. I Pavilion-teltet kan publikum blandt andet fordybe sig i Østen eller Alessi Roses fortryllende universer, og på Groovebox venter en nostalgisk hitparade, når mørket falder på, med Bomfunk MC’s og Hampenberg, Alexander Brown og Yepha. På den elektroniske Magicbox-scenen kan publikum blandt andet glæde sig til at feste med Emil Lange og HALŌ, inden verdensstjernen Alesso lukker ballet.
Fredag den 26. juni
På andendagen, fredag den 26. juni, kommer festen trygt fra start, når URO åbner Panorama, stærkt efterfulgt af solide danske acts som Svea S, Joey Moe og Blaue Blume, inden internationale sværvægtere i form af Snow Patrol, Jamiroquai og Moby vælter hovedscenerne. I Pavilion-teltet kan publikum glæde sig til alt fra maskeret countrypop med Orville Peck til de hårdtslående gutter i Rock Hard Power Spray, mens 90’er-ikonerne Humleridderne og hitmaskinen ItaloBrothers indtager Groovebox. På Magicbox er der hårde technobeats og elektronisk fest på programmet, når VE/RA, Ely Oaks, Vintage Culture, CamelPhat og mange flere stiller sig bag pulten.
Lørdag den 27. juni
Lørdag den 27. juni siger festivalen velkommen ”hjem” til fynske Kalaset, der senest åbnede Tinderbox på Pavilion i 2024 og nu er klar til at indtage hovedscenen. Popglade gæster kan se frem til at synge med på hits af Charlie Puth, Jess Glynne, White Lies, Tobias Rahim og Thomas Helmig, inden Turboweekend spiller årets sidste koncert på hovedscenen. Samme dag får festivalen blandt andet besøg af filmstjernen Keanu Reeves, der med sit band Dogstar vælter Pavilion, inden danske MAS og KIDD også bidrager til festen i teltet. På Groovebox fejrer Johnson sit 20-års jubilæum, inden Barcode Brothers fløjter festen hjem. Danske HEDEGAARD, Agents of Time, Boris Brejcha og Miss Monique er bare nogle af de DJ’s, publikum kan feste med lørdag, inden Tinderbox-legenderne TooManyLeftHands lukker og slukker årets fest i et brag af et B2B-set med ingen ringere end Rune Rask.
Se alle de offentliggjorte artister samt spilleplanen på tinderbox.dk.
Nærmer sig totalt udsolgt
For andet år i træk kunne Tinderbox allerede i februar melde udsolgt af partoutbilletter tidligere end nogensinde før, og siden er alle 2-dags- og torsdagsbilletter også blevet revet væk. Festivalen fortæller, at efterspørgslen har været overvældende stor. Det er fortsat muligt at sikre sig en af de tilbageværende 1-dagsbilletter til fredag og lørdag. Drømmer man om den fulde festivaloplevelse, kan billetter til festivalens campingområde også købes.
Billetter sælges via tinderbox.dk/billetter.
Tinderbox 2026 finder sted i Tusindårsskoven i Odense den 25.-27. juni.