Stor ny Circle K åbnet med hjælp fra lokalt tømrerfirma
Den nye og store Cirkle K på Drejebænken 15 i Odense SØ er netop åbnet. Tankstationens butik i to etager er den første af sin slags i landet, og et lokalt tømrerfirma har været med til at bygge det.
Den nye full-service tankstation i Odense SØ har fokus på el-billisterne, og derfor er benzin- og dieselpumperne, som normalt er centralt placeret på tankstationer, flyttet til siden på arealet, så de 12 lynladepladser er i fokus.
Det store fokus på el-billisterne kan også ses i tankstationens butik. Butikken er i to etager, og den er derfor den første af sin slags i Danmark, oplyser Circle K i en pressemeddelelse.
Førstesalen er indrettet med siddeområder, som giver kunderne mulighed for at sidde og arbejde, spise mad eller få en kop kaffe, mens deres elbil oplader. Dette siddeområde er netop for at tilgodese el-billisterne, da el-bilen ikke ”tankes” lige så hurtigt, som en bil der kører på benzin eller diesel. Derfor er der gjort plads til at man kan tilbringe ventetiden med mad og drikke.
