Skip to main content
16. oktober 2023

Stor ny Circle K åbnet med hjælp fra lokalt tømrerfirma

Den nye og store Cirkle K på Drejebænken 15 i Odense SØ er netop åbnet. Tankstationens butik i to etager er den første af sin slags i landet, og et lokalt tømrerfirma har været med til at bygge det. 

Af: Rikke Hansen | Foto:

Den nye full-service tankstation i Odense SØ har fokus på el-billisterne, og derfor er benzin- og dieselpumperne, som normalt er centralt placeret på tankstationer, flyttet til siden på arealet, så de 12 lynladepladser er i fokus.

Det store fokus på el-billisterne kan også ses i tankstationens butik. Butikken er i to etager, og den er derfor den første af sin slags i Danmark, oplyser Circle K i en pressemeddelelse.

Førstesalen er indrettet med siddeområder, som giver kunderne mulighed for at sidde og arbejde, spise mad eller få en kop kaffe, mens deres elbil oplader. Dette siddeområde er netop for at tilgodese el-billisterne, da el-bilen ikke ”tankes” lige så hurtigt, som en bil der kører på benzin eller diesel. Derfor er der gjort plads til at man kan tilbringe ventetiden med mad og drikke.

Lokale kræfter

Det er netop den store butik i to etager, som det lokale tømrer og murerfirma Heide har været med til at skabe. De har stået for at bygge alle facader på butikken samt de indvendige vægge. Det odenseanske firma havde i april 10-års jubilæum, og de har derfor stor erfaring med at varetage alverdens forskellige typer af projekter overalt på Fyn.

Den store tankstation blev indviet i fredags kl. 11.00, og den er nu åben for alle billister – både dem der kører på benzin, diesel og el.