Skip to main content
15. maj 2024

Susanne Kvolsgaard bliver ny formand for Udsatterådet: – Alle borgere har ret til et værdigt liv

1. juni bliver Susanne Kvolsgaard ny formand for Rådet for socialt udsatte, der fremover skal spille en mere aktiv rolle i Odense Kommunes arbejde med socialt udsatte. 69-årige Susanne Kvolsgaard er uddannet socialrådgiver, tidligere koncernchef for socialområdet i Odense Kommune og aktiv i flere frivillige organisationer på socialområdet.

Af: Odense Kommune | Foto: Odense Kommune
PRESSEMEDDELELSE

Når Susanne Kvolsgaard overtager formandsstolen i Udsatterådet om tre uger, bliver det også startskuddet til en revitalisering af rådet og dets måde at arbejde på.

Jeg ser frem til at kunne give de socialt udsatte en stærkere stemme. Alle borgere har ret til et ordentligt og værdigt liv, siger Susanne Kvolsgaard, som er tidligere kommunal topchef på socialområdet.

Hun forstår de udsattes verden

I dag er hun formand for bestyrelsen i Café Paraplyen og næstformand i bestyrelsen for Center for Seksuelt Misbrugtes frivillighedssektion, men begge poster forlader hun, når hun tiltræder formandsposten i Udsatterådet.

Min styrke er, at jeg forstår og respekterer de socialt udsatte borgere, samtidig med at jeg kan forstå det sprog, der tales i kommunen, siger Susanne Kvolsgaard.

Hun blev uddannet socialrådgiver i 1979 og arbejdede som socialrådgiver, sagsbehandler og fuldmægtig i 17 år, inden hun i 1996 blev leder og siden koncernchef for socialområdet.

Der skal fortsat være plads til de socialt udsatte

Beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt ser frem til samarbejdet med den nye formand.

Susanne Kvolsgaard er med sin alsidige baggrund den helt rigtige til at stå i spidsen for Udsatterådet, nu hvor vi vil gøre rådet til en endnu mere aktiv medspiller. Vi skal fortsat være en rummelig storby, og selv om der nogle gange kan være modsatrettede interesser, skal vi altid finde løsninger, der giver plads og tager hensyn til de socialt udsatte i vores by, siger Christoffer Lilleholt.

God udvikling for de udsatte

Frem til den nye formands tiltræden 1. juni vil det mangeårige medlem af Udsatterådet og forstander for Reden, Mette Guul, være konstitueret formand.

Vi hilser planerne om at revitalisere Udsatterådet velkommen. Vi vil meget gerne indgå i en tættere og mere hyppig dialog med kommunen, og derfor er det rigtigt fornuftigt at gøre samarbejdsformen mere levende og dynamisk til gavn for Odenses udsatte borger, siger Mette Guul.