
Televirksomhederne KM Telecom og KM ConneX gik konkurs i januar 2025, men nu er der godt nyt.
Virksomhederne, der blandt andet beskæftiger sig med at udbygge og opdatere mobilnetværk, indendørs mobildækning samt indsamling og visualisering af data til opfyldelse af bla. ESG, genopstår nemlig.
Den tidligere ejer, Michael Hermansen, er glad for at kunne meddele, at han sammen med en investor har startet et nyt firma, der har opkøbt de to konkursboer.
Investor ser potentiale
Investoren er erhvervsmanden Tonny Vinding Møller, der har hjemme i Middelfart. Og det er ikke helt tilfældigt, at han har valgt at investere i netop disse virksomheder.
Jeg har kendt både Michael og hans forretning i mange år, og jeg synes, det er enormt spændende, hvad de har gang i, og det har et meget stort potentiale. Derfor køber jeg ind i dem, fortæller Tonny Vinding Møller.
Halvdelen af arbejdspladserne bevares
Selv er Michael Hermansen rigtig glad for, at det har været muligt at finde en løsning, der kan føre virksomhederne videre i næsten samme form som før.
Vi er så glade for, at det kan lykkes os at sikre nogle af arbejdspladserne. Vi er utrolig glade for de medarbejdere, der har lyst til at tage med os. Men vi er naturligvis også rigtig kede af, at det ikke har været muligt at bevare alle arbejdspladserne, fortæller Michael Hermansen.
30-35 medarbejdere bliver ansat i de to nye virksomheder.
Tilbage til rødderne
Udover at medarbejderstaben bliver mindre end før, kommer der også til at ske andre ændringer.
Ifølge Michael Hermansen skyldes konkursen blandt andet, at virksomheden havde udvidet med for mange afdelinger, medarbejdere og en for topstyret struktur. Derfor ønsker han nu at komme tilbage til rødderne, og det betyder for ham en fladere struktur i de nye virksomheder, men også at han selv kommer tættere på kunderne.
Det kommer til at adskille sig fra før ved, at det bliver endnu mere personligt. Før var vi vokset til en størrelse, hvor kunderne ikke oplevede mig. De vil nu komme til at se meget mere til mig. Det er jeg sikker på bliver positivt både for dem og for mig, og det glæder jeg mig virkelig meget til, fortæller Michael Hermansen.
Desuden kommer der også til ske en geografisk ændring. Virksomhederne forlader Fredericia og vender tilbage til Middelfart, hvor det hele startede i 2001.
Klar til at spæne afsted
Planen er, at virksomhederne er oppe og køre i løbet af denne uge, og gejsten er ikke til at tage fejl af.
Vi tror rigtig meget på det her projekt, og jeg glæder mig simpelthen så meget. Både medarbejdere og jeg står jo nærmest med løbeskoene på, og vi er klar til at spæne ud af startboksene og komme i gang med at hjælpe vores kunder, fortæller Michael Hermansen.