Frankrig er generelt særlig, når det gælder landets offentlige sundhedsvæsen og brugen af det blå EU-sygesikringskort. Udgifterne, som man selv er pålagt, kan let løbe op. Ingen har lyst til at få en stor regning med hjem fra festlighederne, som man så selv skal betale. Vi opfordrer derfor til, at man også sørger for, at ens sygesikring er klar til rejsen til OL i Paris, siger Anne Fromholt, sektionsleder for EU-Sygesikring i Styrelsen for Patientsikkerhed.Man kan minimere risikoen for udgifter ved at tegne en privat rejseforsikring til at dække udgifter i de tilfælde, hvor det blå EU-sygesikringskort ikke kan bruges. Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der står for at refundere udgifter til danskerne efter EU-reglerne om anvendelse af EU-sygesikringskortet under ophold i et andet land. Her oplever man jævnligt at få henvendelser fra borgere, der bliver overrasket over, at de med det blå EU-sygesikringskort selv skal afholde den egenbetaling, som findes i både Frankrig og mange af de andre medlemslande. Ud over egenbetaling er udgifter til privat behandling eller hjemtransport i tilfælde af sygdom eller død aldrig dækket af det blå EU-sygesikringskort.
Tjek at også din sygesikring er klar til OL
Mange danskere forbereder sig i disse dage til at deltage i festlighederne ved De Olympiske Lege i Paris. Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer til, at man tænker sygesikringen med i forberedelserne og orienterer sig om sin dækning med det blå EU-sygesikringskort inden afrejsen. Det kan nemlig blive en dyr fornøjelse, hvis man ikke sikrer sig, at ens sygesikring er klar til rejsen.
Når OL i Paris skydes i gang i slutningen af juli, valfarter mange danskere til Frankrig for at bakke op om den danske deltagelse. I begejstringen kan det dog ske, at uheldet rammer, og det er derfor værd at sikre sig sin sygesikring inden afrejsen. Det blå EU-sygesikringskort giver nemlig kun adgang til nødvendig offentlig behandling på samme vilkår, som borgerne i det pågældende land.
I Frankrig betyder det, at man selv skal afholde udgifterne til en egenbetaling, som kan bestå af både varierede gebyrer og en procentdel af de samlede udgifter for den modtagne behandling.
