Torsdag den 22. oktober ankom tre store batterier til Fyn efter en tur hele vejen fra Finland. Første stop var Glisholmvej i Odense, hvor to af batterierne skal installeres, inden lastbilen fortsatte mod Svendborg med det tredje.
Batterierne er de første på Fyn i energiselskabet OK's landsdækkende satsning, der skal bidrage til at aflaste elnettet og udnytte strømmen bedre. Planen er indtil videre at etablere i alt syv batterier på Fyn fordelt på seks lokationer.
Skal lagre strøm, når den er billig
Batterierne skal lagre strøm, når der er rigeligt af den, og sende den tilbage til elnettet, når der er større behov. Det kan både være med til at aflaste elnettet lokalt og udnytte perioder, hvor strømmen er billig og grøn.
Mads Bolkjær Winther, der er ansvarlig for batterier hos OK, forklarer:
OK etablerer batterier landet over, som kan være med til at aflaste vores pressede elnet. Batterier er geniale, fordi de kan lagre strømmen, når der er masser af den – så er den billig og grøn – og sende det retur til nettet igen, når der er mangel, eller elprisen er meget høj.
De første batterier på Fyn er nu leveret i Odense og Svendborg. I den kommende tid er det planen, at flere lokationer følger efter.
Vi har indtil videre planer om at sætte 7 batterier op på Fyn. De første har vi netop installeret i Odense og i Svendborg og resten følger i den kommende tid.
Syv batterier på Fyn
Ud over Odense og Svendborg er planen at etablere batterier i Nyborg, Blommenslyst, Otterup og Langeskov.
På landsplan vil OK etablere mindst 70 batterianlæg. Samlet får anlæggene en effekt på cirka 30 MW og en kapacitet på cirka 60 MWh.
Når batterierne er fuldt opladet, svarer den samlede lagrede strøm til et døgns elforbrug i knap 6.000 husstande. OK oplyser desuden, at batterianlæggene samlet set vil kunne lagre strøm svarende til elforbruget i knap 10.000 husstande over en længere periode.
Batterierne produceres i Europa og leveres af den finske batterivirksomhed Cactos. De er designet til at udnytte eksisterende netforbindelser, og batterier ved ladestandere kan blandt andet bidrage med ekstra kapacitet til opladning af elbiler.
