Skip to main content
4. juni 2024

Velkendt ansigt bliver Fynske Banks nye regionsdirektør

Hos Fynske Bank har de pr. 1. juni fået en ny regionsdirektør for Odenseområdet 

Af: Rikke Hansen | Foto: Fynske Bank

Der er nu sat navn på Fynske Banks nye regionsdirektør for Odense-området. Af en pressemeddelelse fra Fynske Bank fremgår det, at valget er faldet på den erfarne bankmand Jan Reifling.

I de sidste 12 år har Jan Reifling været ansat i Danske Bank, hvor han blandt andet har fungeret som regionsdirektør for erhvervsområdet. Her bestod hans arbejde i af have ansvaret for bankens erhvervsaktiviteter på Fyn. Desuden har han også været erhvervskundedirektør samme sted samt leder af Storkundeafdeling Fyn i Nordea.

Selv er han glad for det nye arbejde, og han ser frem til at blive en del af Fynske Bank.

Jeg ser frem til at arbejde i en bank, som er helt tæt på kundernes hverdag og til stede i de lokalsamfund, hvor vi lever vores liv. Jeg kan i høj grad spejle mig i Fynske Banks værdisæt, og der er ingen tvivl om, at min nye arbejdsplads og Fonden for Fynske Bank gør en stor og mærkbar forskel for kunst, kultur, sport og foreningsliv. Det tiltaler mig meget, og det glæder jeg mig til at være en del af, siger Jan Reifling.

Med sit nye virke som regionsdirektør, kommer han til at fungere som en del af bankens øverste ledelsesgruppe.

Et velkendt ansigt i det fynske

Hos Fynske Bank er de meget tilfredse med ansættelsen af Jan Reifling, som medbringer netop de kompetencer, banken har brug for, lyder det fra administrerende direktør Henning Dam.

Jan har et enormt markedskendskab, er et velkendt ansigt i det odenseanske og fynske erhvervsliv og forstår at tænke ambitiøst i udviklingsprocesser og levere på ambitionerne. Sammen med ham er vi godt rustet til at levere de bedste løsninger til vores nuværende kunder og samtidig tiltrække nye. Jeg er meget glad for at have ham med ombord, siger han.

Privat bor Jan Reifling her i Odense med sin kone, som han har to voksne sønner med. I fritiden spiller han golf, dyrker spinning og står på ski, og så er han medlem af en række erhvervsnetværk på Fyn.