Skip to main content
16. april 2024

Ventilen Odense inviterer til Åbent Hus

Lørdag den 4. maj er du inviteret til Åbent Hus hos Ventilen Odense, der hjælper unge ud af ensomhed. Og det er faktisk ikke så tit, det sker. Normalt er det nemlig kun unge, der oplever ensomhed og er mellem 15-25 år, der kan kigge forbi.

Af: Ventilen Odense | Foto: Pexels
PRESSEMEDDELELSE

Lørdag den 4. maj er du inviteret indenfor hos Ventilen Odense, der hjælper unge ud af ensomhed. Den 4. maj holder de igen i år national ensomhedsdag, og denne gang byder de unge frivillige i det lokale mødested indenfor i deres hyggelige lokaler for at sætte fokus på ensomhed blandt unge.

Der er altså mulighed for, at man kan få et sjældent kig indenfor i vores hyggelige mødested. Til hverdag er det nemlig kun unge med en ensomhedsproblematik, der kan dukke op. På den måde sikrer vi nemlig, at der er tryg stemning, hvor de unge kan spejle sig i hinanden, fortæller forperson for Ventilen Odense, Mie Lange Lund.

Spred ordet – og gør unge mindre ensomme

175.000 unge føler sig ensomme. Men det er ikke et individuelt problem at løse, mener Ventilen. Derfor håber de, at byens borgere vil støtte op om Ventilen Odense, og på dagen sprede ordet om tilbuddet og møde op og være med. På den måde kan vi sammen sikre, at de unge, der har brug for Ventilen, ved, at de findes, og at de ved, at der altid er plads til en mere i fællesskabet.

Hvem, hvad og hvornår?

De unge frivillige, der leder og driver tilbuddet, står klar den 4. maj klokken 10-16 til at vise rundt og fortælle om tilbuddet, om Ventilen og om ensomhed blandt unge.

Så er du forælder til en ung, der kommer i Ventilen, ven til en af de frivillige, eller arbejder du på ungeområdet, så er det nu, du kan få nysgerrigheden stillet.

Er du ”bare” nysgerrig, er du også meget velkommen:

Vi glæder os til at vise frem og fortælle om Ventilen. Alle er velkomne! Både unge, der gerne vil være frivillige, samarbejdspartnere fra kommunen eller andre organisationer, venner, familie, klassekammerater og selvfølgelig unge, der oplever ensomhed, og som gerne vil se os lidt an. Det kan jo være et stort skridt at banke på vores dør første gang, fortæller Mie og fortsætter:

Vi frivillige sørger, som altid, for hyggelig stemning og sjove aktiviteter – og kaffe og kage!

Du finder Ventilen Odense på Kochsgade 31H, 5000 Odense.