Skip to main content
15. maj 2025

“Hej Trivsel”: Første trivselsdag forløb med succes

I denne uge besøger teamet bag trivselsindsatsen “Hej Trivsel” Dalumskolen, Munkebjergskolen, Hjalleseskolen og Marie Jørgensens Skole i og omkring Odense.

Af: Aleris | Foto: Sandra Quist
Pressemeddelelse

Mandag den 12. maj blev lidt anderledes end normalt for 8. klasserne på Tingagerskolen. Skemaet stod på en trivselsdag med spil, boksning og samtaler om alt fra præstationspres og fællesskab til pauser og selvværd.

Anledningen var opstarten på Hej Trivsel – et nyt undervisningsforløb, der de næste to uger sætter mental sundhed i centrum i danskundervisningen. Hej Trivsel er udviklet i et samarbejde mellem psykologer fra Aleris Danmark og læringseksperter fra Skoleglæde.nu med det formål at styrke unges trivsel, fællesskab og selvindsigt.

Jeg synes, det var en virkelig god måde at lære på, fortæller Juliane fra 8.Z om dagen.

Hun fremhæver især, hvordan trivselsspillet fik klassen til at tale om ting, de ellers sjældent deler – og hvordan det at være i grupper med nye klassekammerater gav noget ekstra:

Vi kom rundt om mange forskellige ting – og fik lært lidt mere om hinanden.

“Vi skal lære dem at passe på sig selv – og hinanden”

Trivselsdagen kickstarter danskforløbet, hvor 8. klasserne kommer til at arbejde med tekster, øvelser og samtaler, der sætter fokus på temaer som perfektionisme, identitet og sociale forventninger. Dagen blev faciliteret af psykologer fra Aleris PP og undervisere fra Skoleglæde.nu, der satte gang i refleksion og samarbejde i klasserne.

Julie Pape Olsson, klasselærer i 8.Z, oplevede, at Trivselsdagen ramte noget vigtigt:

De var meget aktive i spillet og var godt med. Ofte er der nogen, der trækker sig, særligt hvis det bliver fysisk eller anderledes. Men det gjorde de ikke i dag.

Hun ser et stort behov for at arbejde med trivsel i udskolingen, hvor mange unge kæmper med at finde sig til rette:

De unge har svært ved at være sammen socialt i dag, fordi deres fællesskaber foregår mere på sociale medier end i skolen. Mange har taget tests på nettet og tror, de fejler noget. Det er en kæmpe udfordring – både for dem selv og for os voksne.

Julie håber, at forløbet ikke kun styrker det faglige udbytte, men giver eleverne noget, de kan bruge videre i
livet:

Jeg håber, de får viden om mental sundhed og mod til at gøre noget andet – række hånden op, sige hej til nogen, man normalt ikke taler med – for det kan både fagligt og personligt være en kæmpe gave.

Et trivselsforløb på vej til skoler over hele landet

Over de næste tre år vil udvalgte 8. klasser rundt om i landet også få mulighed for at arbejde med forløbet som en del af danskundervisningen.

Vi kan ikke fjerne det, der er svært i livet – men vi kan give unge et sprog for det, og værktøjer til at håndtere det, siger psykolog Susan Tomczak Matthiesen fra Aleris PP, der deltog på dagen.

Aleris Danmark stiller det digitale undervisningsforløb Hej trivsel til gratis rådighed for alle interesserede skoler. Læs mere om projektet og undervisningsforløbet her.

Se flere billeder fra dagen herunder:

Fotokilde: Sandra Quist