Skip to main content
8. marts 2024

Gourmetburgere på hjul: Ærøs burgerfamilie har indtaget Odense

Gourmetburgere af gode råvarer, der bliver serverer med højt humør, er, hvad du kan få i Odenses nyeste foodtruck.

Af: Rikke Hansen | Foto: LokalNyt Odense

Radioen spiller, mens duften af bacon spreder sig i den sorte foodtruck og ud på torvet foran Kvickly denne småblæsende og kolde dag. Klokken har lige passeret 12, og inde i den sorte vogn står tre langskæggede mænd klar til at lange burgere over disken.

Musikken spiller, og humøret er højt. Første bestilling kommer, og der er bud efter en Husets Burger. I trænet stil slynger de tre mænd rundt med bøffer, paletknive, hjemmelavet dressing og ikke mindst godt humør. Burgeren bliver hurtigt lavet og pakket, og dagens første kunde får et ”ha’ en god dag, min ven” med sig, inden han går hjemad med frokosten i favnen.

Et familieforetagende

De tre glade mænd i vognen hedder William Stenberg, Kasper Stenberg og Andreas Barlebo. Som det fremgår af navnene er William og Kasper brødre, og deler efternavn med foodtrucken – Stenberg-Burgers. Andreas er Kaspers ven gennem mange år, og han er efterhånden blevet en fast del af familieforetagendet.

For udover de to brødre i vognen er mor, far og søster også en del af forretningen. Med burgerrestauranten Burger House Marstal hjemme på Ærø er burgere blevet et familieanliggende, når man hedder Stenberg.

Burgerrestauranten har de haft i fire år, og i november blev forretningen udvidet med en foodtruck, hvor de nu kører rundt og laver deres burgere. De mente nemlig, at det var på tide at dele deres burgere med resten af Danmark:

Vi tænkte, at nu var det tid til at komme ud og lade folk i resten af landet smage vores mad, og vise dem hvad vi faktisk kan på Ærø, fortæller Kasper Stenberg.

Derfor kører de nu rundt med deres sorte foodtruck og langer brugere med navne som Hot ’N’ Spicy, Smoked Garlic og Trøffel King over disken.

Kødet er af højeste kvalitet, og alle dressingerne laver de selv fra bunden af.

Det er blandt andet burgere som denne, man kan sætte tænderne i, hvis man besøger den nye foodtruck. Foto: LokalNyt Odense.

Højt humør

Der er ingen tvivl om, at både William, Kasper og Andreas har en stor passion for det, de laver. Og både kontakten med kunderne og muligheden for at lave kvalitetsmad hver eneste dag, er det helt rigtige for dem.

Vi spiser ikke for at leve, vi lever for at spise, fortæller Kasper Stenberg, inden han bryder ud i et stort grin.

Og grin er noget, der ofte kan høres fra den sorte foodtruck, hvor end den holder parkeret. For udover at lave smagfulde burgere, kan de også godt lide at give deres kunder et smil på læben.

Vi danser lidt og synger med på sangene i radioen. Vi giver gerne folk et show, for vi elsker at få folk til at smile, fortæller Andreas Barlebo.

Det er disse smil, der møder en, når man besøger foodtrucken Stenberg-Burgers. Fra venstre: William Stenberg, Kasper Stenberg og Andreas BarleboFoto: LokalNyt Odense.

Tirsdag og torsdag i Odense

Og disse burgere og høje humør kan odenseanerne nu få glæde af. Foodtrucken holder nemlig hver torsdag på torvet foran Kvickly på Skibhusvej fra kl. 12.00-20.00.

Det er desuden også muligt at leje dem og deres foodtruck til f.eks. en fødselsdagsfest, et firmaarrangement eller noget helt tredje. Her kører de gerne ud og hjælper til at med at skabe en god dag med deres burgere og deres glade humør.