Skip to main content
18. marts 2024

Populær Odense-restaurant får nye ejere

I centrum af Odense kommer man ikke længere til at kunne spise og drikke på Flakhaven Gastro. Nye ejere træder til, og de er klar med et nyt koncept.

Af: Rikke Hansen | Foto: LokalNyt Odense

Efter otte år har ejerne bag restauranten Flakhaven Gastro valgt, at der skal ske noget nyt. Restauranten med den gode placeringen lige ved siden af Rådhuset har været kendt for deres pub-mad og ikke mindst deres bryghus. Her har man både kunne få noget at spise, smage en af stedets mange specialøl, nyde livemusik eller deltage i arrangementer som Formel 1-visninger og forskellige smagninger.

Alt dette stopper dog til april.

Står bag en række af andre spisesteder i byen

Her overtager de nye ejere nemlig stedet, og det er bestemt ikke nogle ukendte navne, når det kommer til madscenen i Odense, der fremover kommer til at bestyre stedet.

Det er nemlig Odense-virksomheden Small Shops og ægteparret Louise og Morten Bang, der overtager tøjlerne. De er allerede ejere af restauranten Brasserie Bordeaux i Nørregade, flere isbutikker, et konditori og en burgerbar i Odense.

De har derfor stor erfaring med at drive både virksomhed og spisested i byen, og de har også store planer med restauranten på Flakhaven.

Et nyt koncept

De nye ejere har planer om at renovere restauranten, og de vil åbne den op igen med et nyt og spændende koncept. Derfor kommer stedet til at holde lukket fra den 1. april, og indtil renoveringen er færdig i slut april eller start maj.

Den kommende ejer Morten Bang fortæller til Otwn, at de har planer om, at restauranten skal være klassisk med et moderne twist i løbet af dagtimerne, men at det om aftenen skal være et sted, der indbyder til hygge med øl, vin, cocktails og lidt højere musik. 

Indtil den 31. marts er det stadig muligt at besøge Flakhaven Gastro til et sidste måltid eller en sidste øl.