Skip to main content
8. marts 2024

Gokartskolen bliver til Odense Gokart Klub: Nyt navn – samme gode faciliteter

Gokartskolen i Odense Gokart Hal er glade for at kunne meddele, at Gokartskolen nu skifter navn og struktur, og officielt bliver til Odense Gokart Klub, eller blot OGK, fra marts 2024.

Af: Odense Gokart Klub | Foto: Odense Gokart Hal
PRESSEMEDDELELSE

Selvom Gokartskolen hos Odense Gokart Hal får et nyt navn, nye farver og nyt logo, så vil I stadig kunne opleve den samme gode træning og de samme faciliteter, som I kender fra før. Og Mads og Michael fortsætter som trænere.

Junior og Teen skifter nu navn til følgende: Junior→Mini og Teen→Junior. Senior ændres ikke.

Der vil desuden ikke være nogle ændringer i den praktiske udførelse. Man vil fortsat møde op hver mandag fra 17.00 – 20.00, alt efter hold, eller lørdag fra 09.00 – 10.00 (kun for Mini og Junior) i Odense Gokart Hal, men i stedet for Gokartskolen, vil navnet nu være: Odense Gokart Klub.

Denne ændring betyder, at de nu har mulighed for at afvikle klubløb, og kørere vil automatisk blive medlem af det nationale forbund, DASU – Dansk Automobil Sports Union, når man melder sig ind i klubben.

Som medlemmer af DASU vil man blandt andet modtage deres medlemsmagasin, Autosport, og have mulighed for at deltage i Dansk Gokart Cup, som er DM i Udlejningsgokart. Det skal dog nævnes, at der til denne cup skal tilkøbes en licens udover medlemskabet.

BLIV MEDLEM I ODENSE GOKART KLUB OG DASU

Hvis du allerede har en DASU-licens, bedes du venligst kontakte Odense Gokart Klub. For dem, der skal oprettes for første gang, er processen enkel: Klik på linket nedenfor og vælg kontingent og aldersgruppe.

Når man har valgt kontingent på Unioo, tager klubben sig af resten. Odense Gokart Klub vil oprette jer som medlemmer i DASU og tildele jer et DASU-medlems-ID. Så I behøver kun at oprette jer som medlem i klubben igennem Unioo, og så klarer de resten for jer!

For at blive medlem af Odense Gokart Klub, skal man blot vælge den aldersgruppe, som man pt. kører i eller ønsker at køre i. Hvis medlemmet for eksempel bliver 12 eller 15 år i år, vil klubben opfordre til, at man lige taler med Mads eller Michael om eventuelle klasseskift, men dette er uafhængigt af selve oprettelsen.

OPRETTELSE

Oprettelse via Unioo eller ved at besøge Odense Gokart Klubs hjemmeside her og vælge “Bliv medlem”.

SPØRGSMÅL

Hvis du har nogle spørgsmål, kan du kontakte klubben på kontakt@odensegokartklub.dk eller +45 20 31 08 00. Du kan også følge med på Odense Gokart Klubs nye Facebookside.